Jeg har i mange år haft tiltagende problemer med kløe i ørerne. Der er ikke tale om ørevoks. Hudlægen kalder det kronisk hudskælseksem. Jeg har fået noget creme med binyrebarkhormon og et svampemiddel i, men jeg synes ikke, det virker. Hudlægen har også givet mig nogle svage stråler i ørerne - buckystråler. Han mente, det vil gavne mig på langt sigt.
Så situationen er den, at det kløer og kløer i mine ører, der også er blevet modtagelige for kulde og træk, så jeg er nødt til at dække ørerne til med pandebånd og hue. Hvad skal jeg gøre?
Klømanden
SVAR: Mit bedste råd til dig er at dryppe dine ører med rødvin. Du skal bruge en pipette og dryppe nogle dråber lunken rødvin i øregangen, der vender opad, når du ligger ned. Du skal så ligge lidt og lade det virke, inden du vender om og givet det andet øre. Gør dette er par gange om dagen. Det plejer at virke i løbet af en uge.
Du skal ikke koge rødvinen, blot sætte et glas på fx radiatoren. Alkoholen må nemlig ikke dampe væk, for den dræber bakterier og svampe. Rødvinen indeholder også stoffer, der modvirker mikroorganismer og er gode for øregangen. Du kan roligt drikke noget af rødvinen også, da de gode stoffer også virker indefra. Du skal blot passe på ikke at få en pind i øret og ikke drikke, før du skal køre bil.
|