Klimadebatten er ved at udvikle sig til en isme med skræmmende træk

Af journalist Kristian Nystrøm, Åbakken 3, Ringsted

Når en politisk løgn forklædt som en påstået videnskabelig sandhed får ismens ufordragelige karakter, er der alvorlig rrudd til ængstelse.

Klimadebatten med alle dens Nobel-glorificerede Al Gore-overdrivelser og nedladende afvisninger af kritikere er hastigt ved at udvikle sag til en isme med samme skræmmende fascistoide træk som de store politiske ismer, der har hærget menneskeheden gennem historien.

Klimaisternes stadigt heftigere afvisning af relevant kritik fik en ny tand i JP, hvor (jeg citerer) ”en af Danmarks førende klimaforskere, forskningsleder Jens Hesselberg Christensen” og en af hovedforfatterne bag FN's ensidige klimarapporter – måtte gribe til usandheder for at forsvare de ensidige rapporter.

Klimapanelets hovedforfatter påstod, at der i 1970'eme (jeg citerer) ”ikke har været skrevet et eneste videnskabeligt, højprofileret dokument, som har hævdet, at en istid stod for døren, og endnu mindre, at vi skulle bekymre os om det.”

Det passer simpelt hen ikke. Der var jævnligt artikler i medierne, hvori de – dengang afkølende – klimaforandringer blev diskuteret, og forskellige teorier blev fremlagt.

Sådan lød det i 1952
For ganske nylig fandt mit barnebarn på 15 år en hel del velbevarede aviser bag nogle nedrevne vægplader.

På forsiden af en falmet Information fra 20/3 1952 stod, at ”Klimaet bliver koldere i de kommende år, fordi forskydninger i det ultraviolette solspektrum medfører de temperaturfald.”
Kilden til forsidehistorien var den norske professor Einar Højland, som til det Norske Forskningsråd havde forklaret, at årstemperaturen, som var faldet siden begyndelsen af 1940’erne, fortsat ville falde og formentlig sætte bundrekord i årene 1960-65 for derefter at stige igen.

Aflkøling
Den norske professor var langt fra ene om at påpege, at der skete en kraftig afkøling af klodens temperatur fra begyndelsen af 1940’erne og – viste det sag – i hvert fald frem til midten af 1970’erne, hvilket også Hesselberg Christensen kan få bekræftet ved at læse den anerkendte videnskabsjournalist Kaj Robert Svendsens artikel ”En ny ”istid” er over os ”i Politikens årbog ”Hvem Hvad Hvor” 1974.

Heri citeres den daværende leder af klimaforskningen på Københavns Universitet, professor Willi Damsgaard, der fra tre store Grønlands-ekspeditioner havde hjembragt kilometerlange borekerner af is fra boringer helt ned til indlandsisens bund. Ud af disse iskerners molekyler skabte han det isotop-termometer, som stadig giver forskerne ny viden om fortidens klimavariationer. Hans tese – i 1974 – var, at vi ville nå bunden af en kuldedal omkring 1980-85, hvorefter den globale temperatur ville stige til en mindre varmetop, som formentlig ville kulminere omkring 2020-25.

På danske breddegrader betød den globale afkøling et gennemsnitligt temperaturfald på en hel celsiusgrad, hvilket billedligt talt betød, at Danmark klimamæssigt rykkede rundt regnet 1.000 km mod nord i tiårene efter Anden Verdenskrig. Nu er vi så billedlig talt ved at rykke sydpå igen, men sådan har temperaturen gennem alle tider svinget i skiftende perioder.

Drivhusteori afvist
Næsten mere interessant end beviset for, at den globale temperatur periodisk svinger op og ned, er datidens klare afvisning af ”drivhus”-teorien.

De førende klimaforskere tillagde kun kultveilten (CO2) og andre drivhusgasser en uønsket forurenende rolle og lagde – uden at kende beviserne herpå – mere vægt på Solens aktivitet.
Det er trist, at klimadebatten er blevet så politiseret, at den med et stigende ubehag indhegnes af en kritikangst, som har ført til latterliggørelse af kritiske debattører som Bjørn Lomborg (hurra for ham) og en uanstændig afvisning af en forskning, som med stadigt mere overbevisende videnskabelig dokumentation påpeger, at Solens energi-eksplosioner og kosmiske stråler er bestemmende for den skydannelse, som regerer klodens klima.

Jylland-Posten, 29. januar 2008.