Velkommen Råvarer Produkter og priser Opskrifter Sund kost Godt at vide Links Sitemap
 Menu







2009: H.K.H. Prins Henrik på besøg

 Udskriv/send siden

I forsommeren 2009 modtog Natur-Drogeriet en henvendelse fra Hoffet: H.K.H. Prins Henrik ønskede at aflægge virksomheden et besøg. Prinsens interesse for urter og krydderier er velkendt, og desuden er han en ivrig forbruger af Natur-Drogeriets naturpræparater. 

En rød løber blev indkøbt, flaget blev hejst, og fredag d. 10. juli rullede Krone 1 op foran hovedindgangen. En veloplagt prins og hans følge blev budt velkommen af Peer og Jonna – og et pænt opbud af journalister og fotografer.

Med i Prinsens følge var hans personlige træner, Gunnar Nielsen, som er ud­dannet i sportsmedicin og ligesom Prinsen interesserer sig for naturmedicin. "Jeg har altid været interesseret i naturmedicin i form af urter," fortalte Prinsen, som hos Natur-Drogeriet havde rig mulighed for at få mere viden om urter. ”Jeg synes, det er spændende, at finde nye veje til helbred og sundhed,” fortsatte Prinsen, som siden sin barndom har været interesseret i urter.

Han har da også selv urtehaver både ved Fredensborg Slot og ved Château de Cayx i Frankrig.

Efter behørig påklædning i kittel, hårnet og skoovertræk blev Prins Henrik vist rundt af Peer Christiansen, som med vanlig entusiasme og humor fortalte om Natur-Drogeriet, helsebranchens udfordringer og ikke mindst alle de spændende urter. De enkelte produktionsrum er kun tilgængelige efter yderligere hygiejneforanstaltninger, så her måtte Prinsen nøjes med et kig gennem en rude og en udførlig forklaring på produktionsprocessens forløb.

 

Prinsen viste stor interesse for både metoder og produkter – og han morede sig kongeligt, da Peer Christiansen snød pressen til at smage lidt tørrede coccionelle-lus, et insekt der lever på kaktusser og bl. a. giver den røde farve i Campari. "Jeg bruger det ofte i køkkenet", grinede Prinsen, som retfærdigvis også selv tog et par lus på tungen. Lusene blev tidligere brugt til at give farve til læbestifter. I dag bruges de til plantefarve og snaps. "Hvis man putter lusene i vand, kommer de til live", jokede Prinsen med et glimt i øjet til pressefolkene, som pludselig fik travlt med at pille lus ud af tænderne.

Prinsen blev længere på Natur-Drogeriet end de 90 minutter, som hoffet havde meddelt var afsat. En skøn dag, som siden har udmøntet sig i årlige julehilsner fra H.K.H. Prins Henrik og signerede eksemplarer af hans bøger.