|
Anvendelse: ½-1 tsk. til hvert hovedmåltid. Drikkes med rigelig væske. Kan anvendes indvortes som udvortes.
Styrkende. På grund af sin karakteristiske duft meget anvendt som krydderi i Mellemøsten.
 Bukkehorn blev i slutningen af det 16. århundrede kaldt "græsk hø" i Danmark som i flere andre vesteuropæiske lande.
Romerne indførte planten fra Grækenland, hvor de fandt, at den var en lige så almindelig afgrøde som hø.
Derfor fik planten det latinske artsnavn foenum-graecum, der simpelthen betyder "græsk hø".
Navnet bukkehorn skyldes plantens lugt (af buk) og de let buede frugter (horn). På tysk indføjes også, at bladene ligner kløver, Bockshornklee.
Bukkehorn er en indtil 80 cm høj enårig urt med trekoblede blade, flødefarvede blomster og tynde buede bælge. Hver frugt indeholder mere end tyve flade gulbrune frø, ca. 3 mm lange.
De gamle ægyptere spiste planten som grønsag og brugte frøene til røgelse og ved balsamering.
Fås også som økologisk vare.
Se A. O. Hansens 103 kapsler.
Gud sagde fremdeles: ”Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde”. Første Mosebog 9,3.
Med hensyn til ernærings- og sundhedsanprisninger hedder det på Fødevarestyrelsens hjemmeside blandt andet: ”Det er forbudt at anvende angivelser om, at en fødevare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer. Dette fremgår af mærkningsbekendtgørelsens § 76, som er en implementering af EU’s mærkningsdirektiv (dir 2000/13/EF)”.
|
