Levering: 1-2 HVERDAGE|
Danmark: Fri fragt ved køb over DKK 299,-
|
Sverige: Fri fragt ved køb over DKK 499,-
18. marts 2022

En støtte til Ukraine

Hos Natur-Drogeriet er vi gået sammen med Helsebixen.dk, som er ejet af Firtal Web A/S, og Skanderborg Hjælper Ukraine, der er grundlagt af Smukfest-skaberen J.P Andersen, om at hjælpe hospitalsvæsnet i Ukraine.

Vi har i fællesskab med Helsebixen.dk sponsoreret hjælpemidler for kr. 180.000,- til de ukrainske sygehuse. Skanderborg Hjælper Ukraine sørger herefter for, at alle tingene bliver fragtet til Ukraine i busser. Busserne tager desuden ukrainske flygtninge med på tilbagevejen, så de kan komme i sikkerhed her i Danmark.

Donationen blev kickstartet på baggrund af vores ukrainske medarbejder Olga, som havde et stort ønske om at hjælpe sit fædreland. Da hun tidligere har arbejdet som jordemoder i Ukraine, har hun en del forbindelser til hospitalsvæsenet. Hun har været en stor del af projektet fra start til slut, da hun på baggrund af sine kontakter ved, hvilke remedier der har været nødvendige at indkøbe.

”Når vi løfter i flok, kan vi nå langt. Jeg bliver utroligt stolt, når jeg oplever så meget medmenneskelighed, som vi ser for tiden på grund af krigen i Ukraine. Det her projekt er utroligt personligt, da vi har en indirekte relation til dem, der modtager hjælpemidlerne. Vi ved præcis, hvad vores penge går til, og det er fantastisk, at vi sammen kan gøre en direkte forskel for dem, som virkelig har brug for dem,” siger Jan C. Rathcke, direktør og medejer af Natur-Drogeriet.

Der er blandt andet indkøbt diverse forbindinger, desinfektionsservietter og K2-vitamin, som forhåbentligt vil være med til at gøre en forskel på de ukrainske hospitaler.