Levering: 1-2 HVERDAGE|
Danmark: Fri fragt ved køb over DKK 299,-
|
Sverige: Fri fragt ved køb over DKK 499,-

Historie

Siden 1945 har vi leveret produkter til dagligt velbefindende til forbrugere i både ind- og udland. Det gør os til Danmarks ældste naturmiddelfirma. Udviklingen og produktionen af vores naturmidler og fødevarer er altid sket efter kodeordet ”Du er, hvad du spiser”.

Natur-Drogeriets grundlægger, Dr. A. O. Hansen

Før 1945 var der ikke noget, der hed helsebranche i Danmark. Troen på urter og planter som grundlag for helbredelse og sundhed var trængt tilbage af troen på den fagre nye verdens kemi og syntetiske medikamenter.

Dengang skulle der en vis portion mod til at gå imod autoriteterne og ”fremskridtet” for at holde fast på århundredgammel viden om urter og planter. Et sådant mod havde Dr. A. O. Hansen (1892-1971). Han forstod, at vores helse og sundhed afhænger af, at vi lever i harmoni med naturen og udforsker og udnytter dens muligheder for helbredelse.

I 1930’erne så Danmarks største naturmedicinske værk, Helbredelse, Bind I og II, dagens lys. Dermed var Dr. A. O. Hansen den første, der udbredte viden og salg af blandt andet ginseng til styrkelse af den danske sundhed.

I 1945 grundlagde han sit eget urtefirma, som han gav navnet Drogeriet. Han drev firmaet frem til sin død i 1971, hvorefter hans førstemand tog over.

Nye ejere, nyt navn, nye tider

I 1976 blev Drogeriet overtaget af Jonna og Peer Christiansen, som gav firmaet et nyt navn; Natur-Drogeriet. De havde forinden opbygget en af Danmarks største helsekostforretninger, Sundhedskost i Aarhus. Derfor var de godt rustet til at videreføre Dr. A. O. Hansens idéer.

Frem til 1988 havde Natur-Drogeriet domicil i Åbyhøj. En positiv udfordring i form af voksende pladsproblemer fik parret til at bygge Natur-Drogeriets nye domicil i Hørning, hvor virksomhedens hovedsæde og produktion fortsat har til huse.

Ejerskiftet i 1976 betød nye impulser og begyndelsen på en udvikling, som gjorde Natur-Drogeriet til en af de mest moderne naturmiddelvirksomheder i Skandinavien. Flere af de produkter, som Peer Christiansen har skabt, sælges stadig med stor succes – Urte-pensil, Maximum EXTRA og Thea Go’ for blot at nævne nogle få.

Peers viden, engagement og stærke ønske om at forbedre folkesundheden har altid været målet. Jonna har i høj grad været den stærke kvinde bag den succesrige mand. Med et stort overblik har hun styret virksomhedens økonomi og været indbegrebet af den gode ånd og ro i huset.

Strenge krav til produktion og markedsføring har altid været dagligdag for helsekostbranchen, og Peer har i alle årene kæmpet og sagt sin mening for at hjælpe mennesker til selvhjælp. Kvalitetsstyring, egenkontrol og HACCP er begreber, der i dag spiller en stor rolle for en virksomhed, der leverer produkter til indtagelse. Natur-Drogeriet har altid haft et stort fokus på kvalitet, råvaresikkerhed, hygiejne og andre tiltag, som sikrer forbrugerne de optimale produkter.

70 års jubilæum og generationsskifte

I juni 2015 blev Natur-Drogeriets 70 år fejret – og dét med manér. 700 indbudte gæster, der blev trakteret med rundvisninger, spændende foredrag, lækker mad, sunde juicer og hygge. Jubilæet markerede samtidig et generationsskifte, da Jonna og Peer efter næsten 40 års virke valgte at overlade roret til deres to yngste døtre, Annette og Charlotte, samt disses ægtefæller, Jan og Mikkel.

Den dag i dag er det fortsat den nye generation, der driver virksomheden, og det er i Jonna og Peers ånd ud fra et ønske om at viderebringe den mangeårige viden om det skatkammer, naturen byder på af blade, blomster, stængler, rødder og bark. Den fælles vision for ejerkredsen – og dermed virksomheden – er at fremme folkesundheden med urter, droger, vitaminer, mineraler og essentielle olier.

Jan overtog direktørposten fra Peer og er dermed ansvarlig for den daglige ledelse af Natur-Drogeriet. 

Natur-Drogeriet beskæftiger knap 50 medarbejdere, som producerer og sælger både eget brand og flere produkter til private label-kunder. Medarbejderne er udover produktion beskæftiget med salg, marketing, produktudvikling, indkøb, kvalitetssikring og andre administrative opgaver.

Virksomheden er desuden aktiv i brancheorganisationen Nutraceutisk Industri, der blev stiftet i 2006. NI er en organisation under Dansk Industri, hvorfra der arbejdes målrettet på at opretholde en konstruktiv dialog med myndigheder og forbrugerorganisationer.

Med alle de nye vinde, der blæser over helsebranchen og Natur-Drogeriet er ét sikkert: Alle de kendte og effektive urteblandinger lever i bedste velgående - både som te og som kapsler. Natur-Drogeriet har landets største sortiment af naturlægemidler og kosttilskud, urter, krydderier, æteriske olier, proteiner og helsekost i form af sunde økologiske fødevarer.

Milepæle i vores historie

siden årtusindskiftet