Levering: 1-2 HVERDAGE|
Danmark: Fri fragt ved køb over DKK 299,-
|
Sverige: Fri fragt ved køb over DKK 499,-
19. september 2025

Nekrolog: Mr. Urte-pensil er gået bort

Jan C. Rathcke, Natur-Drogeriets CEO, har skrevet følgende nekrolog om sin forgænger, Peer M. Christiansen, som sov ind den 18. september 2025

I dag er det sorgens dag på Natur-Drogeriet

Mr. Urte-pensil, Peer M. Christiansen, vores tidligere direktør og ejer gennem næsten 40 år døde i går eftermiddag. Peer har gennem længere tid været ramt af demens og har ikke været sit gamle, glade og optimistiske selv. Peer sov ind i hjemmet omgivet af sin kone igennem 61 år og familien.

For os var Peer pioneren, der startede helsebranchen i Danmark. Natur-Drogeriet blev startet i 1976 i Åbyhøj efter overtagelse af afdøde naturopath og læge Axel O. Hansens Drogeri fra 1945. Det var samme år, Peer – nærmest af nød – udviklede opskriften på Urte-pensil, der i mange år blev produceret og solgt som en urtete på det danske marked. Urte-pensil gav kunderne det de ville have, men smagen var ikke noget, de moderne forbrugere var vant til, og som de havde lyst til. Peer og Jonna købte derfor deres første kapselmaskine, en maskine, der kunne putte Urte-pensil-pulveret – og pulveret fra alle de andre produkter, som Peer havde taget hjem fra udlandet – i små gelatinekapsler. Urte-pensil kan dermed fejre sit 50-års jubilæum næste år – og er stadig et af Natur-Drogeriets mest populære produkter

Der var to ting der drev Peer. Først og fremmest ”Flere gode dage”. Det var vigtigt for ham at forhandlere og forbrugere blev vejledt i naturens muligheder. Peer rejste rundt i hele verden for at samle inspiration, og læste alverdens aviser, bøger og tidsskrifter – også fra hele verden – for at finde inspiration til produkter. Både kosttilskud og senere også naturlægemidler. Når han ikke samlede inspiration, var han på telefonen med forhandlere, alternative behandlere eller direkte med private forbrugere. Peer talte med dem om sundhed. Han talte om kost (biodynamisk eller økologisk dyrket), søvn, motion, det daglige store besøg på toilettet, og så selvfølgelig vitaminer, mineraler og urternes mikronæringsstoffer. Det var ikke det hele der var anerkendt dengang, men der bliver skrevet mere og mere om det, som Peer allerede dengang havde gang i.

Peer var oprindeligt uddannet slagter, men kunne mærke på sin egen sundhed, at det ikke var godt for ham, så med Jonna som sin altid store støtte til sine vilde idéer, blev kødet skiftet ud med grønne alternativer. Igen; ikke noget der var nemt og tilgængeligt dengang.

Det andet der drev Peer var at finde kuren mod kræft. Peer var overbevist om at løsningen skulle findes i naturens skatkammer. Peer var slank og i god fysisk form helt til det sidste. Han troede selv på, at han kunne være blevet 120 år, hvis ikke demensen overtog og blev hans endeligt. Vi finder aldrig ud af om han fandt kuren mod kræft, men han blev i hvert fald ikke selv indhentet. 

Peer glødede for sundheden, men havde også fundet sit kald blandt adventisterne. Jeg mødte Peer første gang i december 1991. Lige knap 24 år gammel og til jobsamtale om et job ved Natur-Drogeriet som intern økonomimedarbejder. Der var ingen tvivl om, at jeg var kommet til jobsamtale ved en passioneret mand. Husker det, som om samtalen varede halvanden time, og vi fik både snakket sundhed og religion – selv om jeg vist mest lyttede den dag.

Først under mottoet Landskendt for naturmidler der virker, nu under Peers mundrette motto: Flere gode dage, har Natur-Drogeriet solgt helsekostprodukter med vitaminer, mineraler, proteiner, aminosyrer, mælkesyrebakterier, urter og planter til danskerne i 80 år.

Men Natur-Drogeriet har gjort meget mere for danskernes sundhed og velvære. De har også formidlet århundreder gammel viden om alternative veje til et mere harmonisk liv, altid med naturen som hjælper. Det er historien om banebrydende viden, frontkæmpere, udfordringer med myndigheder og glade, trofaste kunder.

Kongehuset kunne også glæde sig over Natur-Drogeriets mange kosttilskud. Både Jonna og Peer var store tilhængere af kongehuset og da der kom en henvendelse fra kongehusets personlige træner om muligheden for forskellige produkter, så var man hurtig til at sende det ønskede af sted – og fylde op på de slotte, hvor kongefamilien boede. Samarbejdet kulminerede i 2010, hvor Prinsgemalen besøgte Natur-Drogeriet. Det blev en stor og minderig dag for alle medarbejdere på Natur-Drogeriet, men selvfølgelig specielt for Peer, der personligt viste Prinsgemalen rundt i produktionen og havde forskellige smagsprøver af produkterne til hans kongelige højhed. Krone 1-bilen holdt flere timer på Nydamsvej i Hørning, og der kom efterfølgende personlige hilsner fra Prinsgemalen til Peer og Jonna.

På Helsam Messen 2015 modtog Peer Christiansen under stående klapsalver, den sjældent uddelte pris for Life Time Achievement. Det er et yderst velfortjent diplom, som han modtog med følgende begrundelse: ”Din personlige præstation, din og virksomhedens færdigheder og jeres formidable indsats for sundheden. Dit personlige engagement og din utømmelige indsats. Din passion for helsen og for at komme ud med budskaber og din viden.” Prisen var kun uddelt en gang tidligere, hvor den gik til ”Radiodoktoren”, Carsten Vagn Hansen.

Natur-Drogeriet lukker ikke ned med Peer. Der blev allerede i 2015 tænkt generationsskifte ind, så Jonna og Peer kunne nyde deres velfortjente otium. Den første kapselmaskine som Peer og Jonna investerede i tilbage i starten af 1980’erne, bliver i dag kaldt Bosch1 og kører stadig kapsler på Natur-Drogeriet den dag i dag. Det er ”den gamle” kapselmaskine. Den, vi bruger til de små serier, som vi stadig prioriterer. Det var også en af Peers store ”kæpheste”. Hvis der bare er en forbruger, der har positive oplevelser med vores produkter, så fortsætter vi med at indkøbe, producere og markedsføre alle produkter. En nobel tankegang, der desværre ikke helt har kunnet lade sig gøre med de stigende omkostningstunge krav, der er til at have kosttilskud på det danske marked, men med i dag over 200 registrerede kosttilskud ved Fødevarestyrelsen, så gør vi på Natur-Drogeriet stadigvæk hvad vi kan for at efterleve Peers drøm.

Æret være Peers minde