LEVERING: 1-2 HVERDAGE| Fri fragt ved køb over kr. 299,-
5. oktober 2020

Græskarsuppe med varmende krydderier og kokos

af: Marianne Honoré Middagsretter

Efterår og vinter er sæson for græskar og er en stor del af Halloween-pynten. Græskar, Hokkaido eller Butternut, kan anvendes i utallige retter hvor en klassisk ret er græskarsuppen. Skrællede græskarstykker, befriet for kerner og kogt mør med bouillon og krydderier, blendes og smages til. 

Du kan også bruge græskarstykkerne i smoothies, ovnbagte, stegt på panden, på grillen, i farsretter, bagværk og tærter. Det rå græskarkød smager også skønt i salat og er du til syltning, så græskar koges i sukkerlage og gemmes på glas og serveres som surt til kødretter eller ovenpå postej.

Græskar kan holde sig i flere uger, hvis er hele og opbevares tørt. Ved stuetemperatur er holdbarheden 2-4 uger og i køleskab op til 2 måneder.

Skær græskarkødet fri for skræl og kerner og frys ned, så har du til hele den kolde sæson.

Græskarsuppe med varmende krydderier og kokos

Til ca. 4 personer

Det skal du bruge

  • Et hokkaidogræskar
  • 2 store gulerødder
  • En rød peber
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. spidskommen
  • 2 cm frisk ingefær eller ½ tsk. ingefærpulver
  • Frisk chili eller ½ tsk. chili/cayenne peber
  • 2 spsk. olivenolie til stegning
  • Vand
  • Grøntsags boullion-terning
  • 1 dåse kokosmælk (400 ml)
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Vask hokkaidogræskar grundigt. Bevar skrællen på og skær den i tern
  2. Skyl de resterende grøntsager og skær også dem i tern
  3. Hak løg og hvidløg groft
  4. Steg alle grøntsagerne i olie i en stor gryde sammen med krydderierne i et par minutter
  5. Dæk grøntsagerne med ca. ⅔ vand (hellere for lidt end for meget)
  6. Lad vandet koge op sammen med en boullion-terning og lad det simre ved svag varme under låg i ca. 30 min eller til grøntsagerne er blevet møre
  7. Blend suppen med en stavblender direkte i gryden eller i blender
  8. Tilsæt kokosmælk og lad det varme langsomt op, så suppen ikke skiller
  9. Smag til med salt og peber
  10. Server med rugbrødscroutoner og evt. lidt grønt og/eller creme fraiche

Relaterede varer